Din email adresse:
Hvor sætter du dit kryds ved næste valg?
Socialdemokraterne
Radikale Venstre
Det Konservative Folkeparti
SF - Socialistisk Folkeparti
Kristendemokraterne
Dansk Folkeparti
Venstre
Liberal Alliance
Enhedslisten
Ved ikke
3690 har stemt.

Bryg dit eget fadøl!


Kategori: Mad og drikke

Med ganske lidt udstyr er det muligt at lave sit eget fadøl hjemme i køkkenet




Der er mange der tænker: "Åh nej, det er svært, koster mange penge og kræver en masse udstyr at brygge sit eget øl". Men det er slet ikke sandt!

Det kunne være jeg lige skulle ridse brygprocessen kort op.
For at lave øl (eller alkohol i almindelighed) kræver det at man har en sukkerholdig væske hvor der bliver tilsat gær. Gæren spiser sukkeret, laver alkohol og CO2. CO2en lader man boble fra, og så har man en væske med alkohol i. Når man laver øl så gærer man maltsukker. For at øllet ikke skal smage sødt og kedelig bruger man humle for at give det den karakteristiske bitterhed. Humlen har også en konserverende effekt, så den gør også at øllet holder sig bedre. For at få maltsukker, så bruger man maltet byg (eller nogle gange andre kornsorter). At korn er maltet, betyder blot at det har været sat i blød, og lige er begyndt at spire, hvorefter man har tørret det i en ovn for at standse processen. I maltet byg har spiringsprocessen gjort sukkeret i kornet tilgængeligt for bryggeren. For at man kan trække sukkeret ud, skal byggen valses så skallen bliver brudt. Det allervigtigste når man brygger er dog hygiejnen! Alt der kommer i kontakt med øllet under brygningen (efter den afsluttende kogning) skal være rent og desinficeret. Hvis der kommer bakterier eller svampesporer i øllet, ender man ud med et rigtigt dårligt resultat, øllet bliver surt og udrikkeligt. Så alt udstyr skal vaskes, renses eller skoldes.
Et bryg foregår typisk efter følgende overordnede punkter:

1) Den maltede byg skal valses så vandet kan komme til sukkeret inden i kornet.
2) Den valsede byg bliver sat i blød i vand der har en temperatur på omkring 65-68 grader og holdes ved den temperatur i typiske en time. Det kaldes at mæske. Under mæskningen nedbryder enzymer i kornet en stor del af sukkeret, så det ender i en form som gæren kan spise.
3) Når malten er mæsket, filtreres malten fra væsken, og den sukkerfyldte væske man har tilbage kaldes en urt.
4) Urten koges typisk i en times tid, mens der tilsættes humle i forskellige tidsintervaller under kogningen for at give bitterhed, smag og duft til øllet.
5) Urten skal så køles ned (jo hurtigere jo bedre) til omkring 22-24 grader inden gæren kan tilsættes. Er temperaturen for høj så dør gærcellerne.
6) Gæren tilsættes og øllet hældes på en desinficeret gærspand, man sætter låg på med en gærlås der tillader CO2 at slippe ud, mens der ikke slipper luft ind i spanden.
7) Efter en 14 dages tid er øllet gæret færdigt og skal tappes. For at få brus i øllet skal der tilsættes en smule sukker til flaskerne inden der tappes. Typisk 6-8 gram pr liter øl. Det betyder at øllet eftergærer på de lukkede flasker eller festfade, men nu kan CO2en ikke slippe ud og bliver i stedet optaget i øllet og giver brus, og skum på det færdige øl
8) Efter et par uger er øllet klar til servering.


Men man kan springe over de første 5 tidskrævende punkter hvis man benytter et færdigt ølsæt. Jeg har modtaget sådan et ølsæt fra Vinøl hobby . Sammen med ølsættet modtog jeg et begyndersæt til brygge ølsæt med, plus en ekstra gærspand med tappehane. Mere om den ekstra spand senere.


Begyndersættet


Jeg vil her kort fortælle om udstyret jeg modtog.



Gærspanden er en 30 liters plastik spand, med tætsluttende låg. I toppen af låget er der hul, og her har jeg monteret en gærlås. Når gærlåsen er halv fyldt med vand, så kan CO2en boble ud, men vandet forhindrer evt støv og andet i at komme ind i spanden.



En flaskebørste, så man kan rense sine flasker grundigt inden der tappes øl på dem.



I startsættet er også en flaske Domani rensemiddel. Det er et koncentreret pulver der blandes med varmt vand efter instruktionerne på flasken. Derefter skal alt udstyr vaskes godt af med det, og derefter skal der skylles GRUNDIGT med rent, koldt vand.



Termometer som skal bruges til at tjekke temperaturen på øllet inden gæren tilsættes.



Et hydrometer er en vægtfylde måler, som man bl.a. bruger til at måle om øllet er helt færdigt med at gære.



Måleglasset bruger man sammen med hydrometeret. Man fylder glasset med øl, så hydrometeret kan flyde, derefter kan man aflæse øllets vægtfylde på hydrometerets skala.



Hæverten bruger man til at tappe øllet med.
Man benytter den også til at stikke øllet om fra en spand til en anden.



Der er også en lille pose med 70 kapsler med. De passer på en standard ølflaske.



Tangen bruger man til at klemme kapslerne fast på flaskerne når der er fyldt op med øl. Der sidder en magnet i tangen der holder kapslen på plads indtil den er klemt fast. Det er en god ide at øve sig lidt på at sætte kapsler på, inden man skal tappe øllet, så man har rutinen.

Det er faktisk det udstyr man kan nøjes med for at komme i gang med at brygge et ølsæt. Jeg ønskede dog en ekstra spand, med tappehane. Det gjorde jeg fordi der under gæringsprocessen dannes ganske meget bundfald, der typisk består af gærceller og proteiner fra malten. Jeg var nervøs for at øllet skulle tage smag af det, hvis den skulle stå for længe med bundfaldet, så jeg ville gerne flytte øllet over på en ren spand undervejs i gæringsprocessen. Det skulle så vise sig at min frygt nok var ubegrundet, og det med at flytte på øllet under gæringen er noget at mange bryggere har stærke holdninger til.



Spanden er identisk med gærspanden fra begyndersættet, dog er der skåret hul så jeg kunne montere en tappehane. Hanen gjorde det forøvrigt noget nemmere at tage prøver fra øllet undervejs. Men samtidigt så skal man være ekstra opmærksom på rengøringen da hanen kan "gemme" på bakterier. For at være på den sikre side kan man skrue hanen af og rense den separat inden man skal bruge spanden.



Men ingen øl, uden et ølsæt! Sættet er fra den britiske leverandør af malt der hedder Munton. Sættet hedder, meget apropos, Santas Winter Warmer. Det er en kobberfarvet øl, med en klassisk ren engelsk smag, der er godt humle og har en god bitterhed. Når det er brygget færdig er der ca 5% alkohol i øllet



I æsken finder man 2 store dåser med koncentreret maltsirup der er tilsat humle. Muntons har simpelthen gjorde det hårde arbejde for os, de har maltet kornet, valset det, mæsket det, kogt urten med humle, og så har de til sidst trukket vandet ud og tappet det på dåserne. Der er også en brev med tørret ølgær.

Bryggedagen


Gærspanden og låget blev grundigt renset med rensemidlet, det samme blev en grydeske og termometer. Så blev de to dåser maltsirup sat i varmt vand så indholdet blev lidt mere flydende. Derefter blev sirup blandet med kogende vand, og koldt vand efter anvisningerne der fulgte med sættet. Temperaturen blev tjekket, og da den var omkring 24 grader, så dryssede jeg gæren i brygget, satte låget på, fyldte vand i gærlåsen og satte spanden lunt og mørkt. Allerede efter 3 timer kunne jeg høre det først blop i gærlåsen, gæring var altså allerede startet!




Festfade


Ingen fadøl uden fade! Jeg modtog også et startsæt til de små 5 liters fade, også kaldet festfade.



Sættet indeholder 3 fade med støvpropper der bruges når fadet opbevares tomt, og 3 kraftige gummipropper til når øllet er tappet på fadet. Disse propper kaldes for ”Bungs”.





Bungs består af to dele. En stor gummiprop der kan holde på trykket der kommer inde i fadet, og inderst i den sidder der en hård plastik prop.



For at tappe øllet fra fad, så skal man bruge et tappeanlæg. Til de små festfade er anlægget tilsvarende lille.



Det består af en hane med et langt tapperør. Tapperøret trykker man igennem gummi bungen, og trykker den hårde plastikprop ned i fadet, så man beholder trykket når man sætter tappeanlægget på.



For at holde øllet frisk når man tapper det, så pumper man CO2 ned i fadet. Hvis man ikke brugte CO2, men almindelig luft til at presse øllet ud af fadet, så ville svampesporer og bakterier der findes naturligt i luften komme til øllet, og så ville øllet hurtigt blive dårligt. CO2en kommer fra små 16 grams cylindere. Der følger 10 med i sættet, og en er rigeligt til at tappe et helt festfad. Man skruer den ind i holderen på tappeanlægget, og man kan så justere trykket ved at dreje forsigtig på ventilen.




Tapning af øllet


Mens øllet gærede tog jeg nogle prøver og målte vægtfylden med hydrometeret. Når øllet gærer, så bobler CO2 ud af gærspanden, mens alkoholen bliver i øllet. Det betyder faktisk at øllet bliver lettere og lettere under gæringen, så hydrometer målingen vil også falde under gæringen. Når to måling der er taget taget med et par dages mellemrum viser det samme, så har gæren spist det sukker der var til rådighed i øllet, og gæring er færdig.



Så er øllet klar til at tappe på fade og flasker. Der skal tilsættes lidt sukker til både flasker og fade for at øllet gærer en smule mere efter det er tappet, så vi får brus og skum på øllet når der skal serveres. Til eftergæring på flaske bruger man typisk 7-8 gram almindeligt sukker pr liter øl. Fordi at festfadene ikke tåler lige så højt tryk som glasflasker, så bruger man her kun 3 gram sukker pr liter. Det nemmeste er at veje det ud, opløse det i kogt vand, og komme det i flasker og fade inden man tapper.
Man skal hverken fylde flasker eller fade helt op, der skal være noget luft der kan optaget trykket mens det eftergærer i flaske eller fadet. I festfadene skal der være ca. 3 cm luft over øllet. Det kan være svært at se når man tapper, så jeg forsøgte mig frem ved at fylde et fad med vand, og så veje det. Jeg kom frem til at hvis man fylder øl på fadet til at fad og øl tilsammen vejer 5 kilo, så passer der meget godt.
Inden man tapper skal flasker, fade, bungs og kapsler renses godt efter samme fremgangsmåde som resten af udstyret. Her er det specielt vigtigt at skylle fadene GRUNDIGT, da man ikke kan tømme dem helt pga. en kant der er omkring åbningen. Jeg endte med at skylle dem 4 gange med koldt vand efter de var blevet renset. Det er også en mulighed at benytte et rensemiddel der ikke skal skylles af, f.eks. Chemipro OXI. Jeg tappede øllet på de 3 fade, og resten på almindelige flasker. Så kan man nemlig prøvesmage på flaskerne undervejs, det er nemlig ret svært at holde fingrene fra sit første hjemmebryg ;-)

Servering


Efter man har prøvesmagt de første par flasker, og man skal slå hul på det første fad til en festlig lejlighed, er her et par tips til den bedste servering.
For det første skal fadet være IS-koldt! Sæt det gerne i køleskabet et par dage før, og giv køleskabet en ekstra grad ned i temperatur. Fordi at tappeanlægget stort set er lavet af plastik, så er det vigtigt at øllet er koldt, ellers risikerer man at man kun får tappet det rene skum. Man skal også tage trykket af fadet ved at stikke tappeanlægget igennem bungen, men standse inden det rammer øllet, og trykke på ventilen så lufttrykket forsvinder gennem tappeanlægget. Hvis man ikke gør det, så kan man godt risikere at det første glas øl man tapper, kun lige runder glasset, for derefter at skyde op i luften i fin stråle ;-)
Når der skal tappes fra fadet, åbner man meget forsigtigt for CO2en i anlægget. Pas på at der ikke kommer for meget tryk på, ellers så bliver man nødt til at trække anlægget lidt op af fadet igen for at lette trykket. Hvis man har anlægget til at slutte helt tæt, så burde øllet holde sig frisk i flere dage (dog mister det lidt af kulsyren, da trykket på fadet bliver nødt til at være lavere når tappeanlægget er i brug)

Det var nemt at brygge øllet, og det smager udmærket. Santas Winter Warmer har en god bitterhed, men uden bismag af hverken gær eller andet man kunne frygte i hjemmebryg. Det er alle tiders måde at få startet på hjemmebrygger hobbyen. Fadølsanlægget er ikke i højeste kvalitet, men det virker hvis man lige huske de små fif. Og hvis man for alvor bliver bidt af det, så kan man få andre tappeanlæg i bedre kvalitet (til en noget højere pris dog)
At tappe på fade sparer en for en masse tid og arbejde med at klargøre flasker. Man skal dog altid huske at have tappet noget af brygget på flasker, så kan man nemmere smage på øllet uden at skulle tømme et helt fad ;-) Alt i alt, så er det en nem og sjov måde at komme i gang med hjemmebryg, og så er det lidt sejt at smide et fad iskoldt hjemmebrygget øl på bordet når man har gutterne på besøg :-)



Alt udstyr og råvarer er venligst sponseret af www.VinOlHobby.dk , Københavns ældste butik med udstyr og råvarer til hjemmebrygning af øl og vin.


Onsdag d. 13 november 2013 af: Lars Olsen

Del denne historie på facebook

Der er ikke tilføjet nogen kommentarer.
Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.
Log ind Tilmelding
Tip en ven:

Modtagers e-mail: Din e-mail:

Besked: